Fra 12 til 584 sider på 77 år
Fra 12 til 584 sider i AFA Danmark og mere end 5000 sider fyldt med frimærker i AFA katalogerne 2012. Det er, hvad det er blevet til i de 77 år, AFA-katalogerne er udkommet. De digre opslagsværker er også kendt som frimærke-samlernes bibler, for her findes de fleste informationer, som en samler kan ønske sig. Spørgsmål som: ”Er samlingen komplet?”, “Hvor er dette frimærke fra”, “ Er der mon flere frimræker i denne serie”, “Hvad findes der af varianter i skillingsmærkerne?”, er blot nogle af de spørgsmål, samlere over hele Skandinavien finder svar på i biblerne.
”Vi er både glade og stolte over at udgive katalogerne. Det har stor betydning for os at kunne være med til at sikre samlerne de bedst mulige redskaber,” siger forlagsdirektør på AFA-Forlaget, Erling Daugaard, som desuden er indehaver af Nordeuropas største frimærkehandel, Nordfrim A/S.


Frygtede for
katalogernes endeligt
Katalogernes 75 års fødselsdag er ikke den eneste milepæl, de har passeret. Det er desuden 12 år siden, at Nordfrim A/S overtog AFA-forlaget og dermed de kataloger, som fik deres spæde start, da den kendte århusianske frimærkehandler, Harry Poulsen, udgav det første katalog i 1935.
”Det var oplagt for os at tage over. Vi var i forvejen distributør af katalogerne og nok en af de største forhandlere. Desuden frygtede vi, at det ellers kunne blive AFA-katalogernes endeligt, og havde et ønske om og en forpligtelse til at bevare et dansksproget katalog på markedet,” fortæller Erling Daugaard.
Og som noget helt nyt er AFA - Danmark nu også i farver.


Flere forbedringer
I løbet af det årti, hvor katalogerne er blevet udgivet af Nordfrim A/S, er der sket flere væsentlige forandringer. ”Vi har gennem hele perioden arbejdet på at optimere katalogerne, så de kan leve op til moderne standarder. Vi har blandt andet skiftet trykkeri for at sikre den højeste kvalitet og farvegengivelse, så samlerne har det bedst mulige materiale at arbejde med,” forklarer Erling Daugaard, som siden 2007 har arbejdet sammen med trykkeriet AKA-Print i Århus om katalogerne.
”Det er vigtigt for os, at katalogerne ikke bare bliver en statisk størrelse, som udkommer med få ændringer hvert år, men at de løbende bliver forbedret og tilpasset, så samlerne har det bedst mulige redskab,” siger Erling Daugaard.



Uden samlerne, intet katalog
Det er et enormt arbejde løbende at ajourføre og opdatere de mange AFA-kataloger, som efterhånden breder sig over flere end 5000 sider i alt. Til det benytter forlaget sig af et eksternt ekspertpanel og har desuden et godt samarbejde med Danmarks Filatelist Forbund for at sikre, at katalogerne får tilført ny viden og opdagelser.
”Men eftersom vi sidder med de mange tusind katalogsider hvert år, kan der opstå fejl eller mangler. Derfor er vi dybt taknemmelige for de samlere, som engagerer sig i katalogerne og gør opmærksom på evt. fejl og mangler. Hver gang en farve, et årstal eller en takning bliver rettet, bliver kataloget kun endnu bedre,” siger Erling Daugaard”.